Mens amerikansk månefartøj brænder, gør Japan klar til månelanding
Peregrine-fartøjet med et hukommelseskort fra Danmark rammer torsdag aften Jordens atmosfære og brænder op. Fredag forsøger det japanske rumfartsagentur JAXA at lande månelandingsfartøjet SLIM.
Kommende historier:
TIDLIGERE NASA-CHEF DUMPER USAs MÅNEPROGRAM: ‘KINESERNE OVERHALER OS’ - Udgives fredag d. 19. januar.
INTERVIEW MED FOLKETINGSMEDLEM STINUS LINDGREEN (RV): HVORFOR SKAL DANMARK BRUGE FLERE PENGE PÅ RUMFART? - Udgives lørdag d. 20. januar.
Amerikansk månefartøj nåede aldrig Månen: I dag brænder det op over Stillehavet
USAs første forsøg på at lande et fartøj på Månen siden 1972 ender i stedet med at brænde op som et stjerneskud over det sydlige Stillehav. Det oplyser virksomheden Astrobotic, som har bygget det ubemandede månelandingsfartøj Peregrine.
Peregrine blev sendt i rummet den 8. januar med kurs mod Månen. Men missionen fik en tidlig dødsdom: Knap havde fartøjet fået radiokontakt med Jorden, før en brændstoftank sprang læk. Uden det fornødne brændstof blev en landing på Månen umulig.

På trods af brændstoflækagen har Astrobotic dog formået at holde liv i rumsonden helt indtil nu. En overgang så det ud som om, lækagen ville forhindre Peregrine i at få strøm nok til sine solpaneler. Det problem fik Astrobotic dog løst, og brændstoffet er lækket langsommere end først antaget. Derfor lykkedes det også at køre nogle af de eksperimenter, som NASA havde med ombord på fartøjet.
For ikke at efterlade rumskrot i rummet mellem Jorden og Månen, gav Astrobotic Peregrine besked på at foretage en manøvre, således at fartøjet rammer Jordens atmosfære over det sydlige Stillehav i dag, torsdag, omkring klokken 22 dansk tid. Peregrine rammer atmosfæren med en hastighed på over 10 kilometer i sekundet. Det får luften omkring fartøjet til at nå temperaturer på op mod 3000 graders varme. På kort tid vil Peregrine fordampe i en glødende kugle af plasma.

Peregrine har en særlig plads i mit hjerte. Ombord på fartøjet er et hukommelseskort, som jeg har sørget for kom med. På hukommelseskortet er der gemt familiebilleder, haiku-digte, kunstværker og andet, som forskellige danskere håbede ville komme med til Månen. Hukommelseskortet indeholder også opskriften på stegt flæsk med persillesovs, H.C. Andersens eventyr, lydsporet til EM-finalen i 1992 og meget andet.
Det var et projekt, jeg lavede som vært på Radio4s program ‘Den Nye Rumalder’, og som jeg har beskrevet nærmere her: Et stykke Danmark er på vej til Månen
Men selvom hukommelseskortet ikke kom til Månen, er jeg glad for, at det bliver stedt til hvile med en begravelse, der havde været en viking værdig.
Peregrine er et eksempel på, at NASA forsøger at gribe sit nye måneprogram, Artemis, lidt anderledes an end Apollo-programmet. Under Apollo ejede og opererede NASA alle månefartøjerne. Men nu forsøger NASA at skubbe på for, at der kan blive et kommercielt rumfartsmarked, så NASA i stedet for at eje og styre alting kan købe ydelser om at få ting leveret til Månen. Et eksempel på det er CLPS-programmet (Commercial Lunar Payload Services), som Peregrine-missionen var en del af. NASA var således kun én blandt flere kunder hos Astrobotic, som ville have noget leveret til Månen. Jeg og Radio4 var med hukommelseskortet også en kunde.
Allerede i februar vil virksomheden Intuitive Machines gøre næste forsøg på at lande på Månen under NASAs CLPS-program. Forhåbentlig har de bedre held med sig.
Japan kan fredag blive femte land til at lande på Månen
Imens Astrobotic har haft travlt med sit havarerede månefartøj, har det japanske rumfartsagentur (JAXA) gjort klar til at lande det ubemandede månelandingsfartøj SLIM (Smart Lander for Investigating Moon). SLIM har taget sig god tid om at nå Månen. Fartøjet blev sendt i rummet i september, og i december gik det i kredsløb om Månen. Søndag gjorde SLIM klar til landing ved at manøvrere sig ind i en tæt bane omkring Månen, hvor afstanden ned til overfladen er blot 600 kilometer.
Fredag klokken 16 dansk tid påbegynder SLIM sit landingsforsøg. 20 minutter senere ved vi, om den klarer det, eller om Månen har fået endnu et lille krater i overfladen.
Du kan følge SLIMS landingsforsøg her fredag fra klokken 15 dansk tid.
JAXA håber med missionen at kunne demonstrere, at de er i stand til at lave en præcis landing på Månen. Rumfartsagenturet har udset sig et 100 meter stort område på Shioli-kraterets skråning, som SLIM skal lande indenfor.


Med ombord har SLIM to små ‘rovere’, altså robotter, som kan bevæge sig rundt på Månens overflade. De er ret nyskabende. Den ene, LEV-1, er udstyret med en fjeder, så den kan hoppe rundt på Månens overflade. Den anden, LEV-2, er formet som en kugle og er lidt større end en tennisbold. Den kan udvide afstanden mellem de to halvkugler, så de kan bruges som hjul til at køre rundt på Månen med.


Hvis det lykkes SLIM at lande på Månen, vil Japan blive det femte land i verden til at lande et fartøj på Månen. I august blev Indien land nummer fire, da Chandrayaan-3 landede 600 kilometer fra Månens sydpol.
SLIM er imidlertid er ikke designet til at overleve de 14 dage lange og kolde månenætter. Så når mørket sænker sig over Shioli-krateret, vil det også være godnat for SLIM.